8. december 2008 – en familietragedie i 1817

Når man slægtsforsker og kigger i kirkebøger vil man se mange glædelige begivenheder: børn der bliver født og par der bliver viede. Dog bliver man ofte vidne til tragedier, dødfødte børn osv.

En af mine 3xtipoldemødre, Maren Frandsdatter, blev født i 1801. Hendes forældre får en børneflok på 7, dog dør de to af børnene inden de bliver et år. I 1817 er Maren Frandsdatter knap 16 år. Som ikke engang 16 årig er man vel næppe giftefærdig heller ikke i 1817, men hun har nok fnist med veninderne og kigget langt efter sognets karle. Hendes far er gårdmand og i januar er der kommet endnu en lillesøster, så der har sikkert også været brug for hendes hjælp derhjemme.

Sommeren 1817 rammer tragedien dog familien. Den 14 juli dør Marens 12 årige lillebror af forrådnelsesfeber.

guldager-1817-a

To dage senere død Marens mor af det samme og endelig den 26. juli dør Marens far også af forrådnelsesfeber. guldager-1817-c

guldager-1817-b

Maren står altså med ansvaret for to mindre brødre Jørgen på 8 år og Hans på 4 år, derudover er der den lille søster på et halvt år. Den lille Ane Magrete dør da også 2 måneder efter forældrene den 20. september 1817.

guldager-1817-e

Den 17 oktober 1818 bliver Maren gift. Hendes mand er 13 år ældre end hende, men det har nok også været nødvendigt, at det var en karl, der havde erfaring. Marens sorger er dog ikke forbi. Den yngre bror, Jørgen, dør som 10 årig i 1819 og Maren overlever selv mindst 4 af sine egne børn, deriblandt den ældste søn, som ved sin død bliver beskrevet som hospitalslem og vanvittig i kirkebogen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Maren har kunnet rumme al den sorg på et tidspunkt, hvor psykologhjælp og kriseteorier ikke eksisterede. Jeg håber Maren har haft et godt netværk.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Slægtens julekalender 2008. Bogmærk permalinket.

3 svar til 8. december 2008 – en familietragedie i 1817

  1. Lene siger:

    Man tog sine byrder på sig og knoklede videre, men hvordan man kunne det, kan vi nutidsmennesker slet ikke rumme. Det gør helt ondt at læse om Marens liv.

  2. Madame siger:

    Det er ufatteligt – men mon ikke, man havde et andet forhold til liv og død dengang?

  3. Pollyanna siger:

    Man havde nok et andet forhold til liv og død – for eksempel var man jo mere religiøse og der blev nok lagt rigtig meget i Guds hånd, tror jeg. Man har jo nok også været mere indstillet på at ikke alle børn nåede voksenalderen. Alligevel er det svært at forestille sig at leve med så mange sorger. Stakkels Maren.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s