At miste sin mor

De forløbne 3 år kørte jeg ofte nogle lange ture til Ålborg helt alene i forbindelse med studierne på AAU. Jeg forsøgte mig et par gange med at lytte til romaner på lydbog, men havde svært ved at holde opmærksomheden fanget – alt for ofte for tankerne på vildveje og jeg måtte ‘spole’ tilbage for at få hele historien med. Derfor troede jeg egentlig, at lydbøger ikke var noget for mig, underligt egentligt da mine børn altid har elsket at lytte til lydbøger og lillepigen gør det faktisk endnu.

For et par uger siden var jeg som så ofte på biblioteket og fik forvildet mig ned i afdelingen for lydbøger og faldt pludselig over en titel, der fangede min interesse og denne gang lykkedes det – jeg var ‘hooked’ fra første kapitel.

I mit private liv har jeg netop været vidne til det, som for mange unge vil være det værste og det er også noget jeg af og til støder på i mit arbejdsliv. Derfor har et spørgsmål trængt sig på: Hvad gør man, når man som pårørende eller andet er tæt på et ungt menneske, der mister en forældre?

book-coverAt miste sin mor er skrevet af Anne-Marie Finch, der som 19 årig mister sin mor, der dør af brystkræft mens Anne-Marie går i 3.g. Bogen er opbygget som dagbogsnotater fra den dag, hvor Anne-Marie af forældrene får at vide moderen er syg  og beskriver tiden inden og efter moderens død og spænder altså over et par år.

Det var en meget stærk oplevelse at lytte til bogen, måske blev oplevelsen ligefrem forstærket af at det var en lydbog. Anne-Marie beskriver ikke bare sine egne tanker og følelser i forbindelse med dødsfaldet, hun reflekterer også over omgivelsernes reaktion og det har givet mig nogle anvisninger på, hvordan man bedst støtter i en sådan situation og dybest set et klap på skulderen over at jeg instinktivt har handlet rigtigt.

Nu er jeg i gang med Tom Buk-Swientys Jacob Riis biografi Den ideelle amerikaner, en helt anden boldgade, men også en rigtig god bog.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Moi. Bogmærk permalinket.

2 svar til At miste sin mor

  1. Marianne siger:

    Mange unge oplever desværre tragiske hændelser lige når de står i livet og skulle nyde det. Min datter har i et par år gået i en unge selvhjælps gruppe for pårørende hvis nærer er alvorlig syg. Puha nogle fortællinger hun har lagt for dagen ….

  2. Pollyanna siger:

    Jeg undrer mig også tit over, hvor meget mennesker rent faktisk kan bære, men det er jo faktisk heller ikke alle der kan bære sådanne udfordringer, men knækker i processen. Jeg tror disse samtalegrupper ofte er en rigtig god ide og har også anbefalet dem til dem jeg kender.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s