For 14 år siden

begyndte veerne at bide. Jeg havde været igennem en graviditet som fysisk havde været uden komplikationer, men som havde været noget af en udfordring mentalt. Måske ikke så meget graviditeten som de nye omstændigheder vi var landet i. Vi var flyttet fra København til Jylland tilbage til vores nære familie, men måtte jo med tiden sande at vores andet netværk var blevet i København. Jeg syntes det var meget svært at flytte tilbage til Jylland. Jeg startede et fuldtidsjob(som viste sig at være noget mere end et fuldtidsjob – det er åbenbart “the story of my life”), manden min startede også nyt job som foregik på alle tider af døgnet, vi havde en treårig der var i full blown trodsalder som jeg husker det og oveni var jeg gravid, stresset, konstant træt og på dupperne over det nye job.

Den 21. februar havde jeg haft barselsorlov ca. en måned, det var tre dage over terminen, hvilket var det tidspunkt min første fødsel gik i gang på og således også denne(begge fødsler er startet 3 dage over termin og jeg har født efter midnat på 4. dagen – sjovt det har været så præcist.) Mormor kom for at passe den kommende storesøster og den vordende far til to blev ringet hjem fra arbejde. Første besøg på fødegangen resulterede i, at vi blev sendt hjem igen – hvilket vistnok gjorde den vordende mormor til to en kende nervøs – jeg er nemlig født derhjemme inden både jordmor og læge nåede frem og kun med min mormor som fødselshjælper og min mor havde vist ikke lyst til at gentage den historie, fornemmede jeg. Veerne bed også noget mere, så vi tog ret hurtigt ind igen.

Fødslen forekom mig noget voldsom – jeg troede jeg skulle være i fødsel lige så længe som sidst(21 timer) og havde ret svært ved at overskue den storm af veer, der rev og sled i min krop. Det skulle dog vise sig at der ikke blev en nær så lang affære som med storesøster. 0.56 blev lillesøster født med et arrigt vræl, ca. 10 timer efter første ve.

Allerede som spæd gav hun os kam til vores hår. Vi var vant til, at babyer var nemme og medgørlige – det var denne baby ikke. Hun skreg og skreg og tilbragte en stor del af tiden i arm. Faktisk er mine erindringer om hendes første år ret tågede. Jeg havde haft en forestilling om, at barn nummer to ville blive en “walk-over”. Jeg ville være meget mere sikker på mig selv og kunne bruge barselsorlov på noget kvalitetstid med storesøster. Sådan blev det ikke, men vi overlevede allesammen. Dog skal det siges, at da jeg et par år senere begyndte at nævne muligheden for endnu en baby, var storesøsterens kommentar: ” Så flytter mig og far!” Så vi stoppede ved to.

Nu 14 år senere fornemmer jeg, vi nogle gange kan være på vej ind i endnu et stormfuldt farvande. Men mon ikke vi klarer teenage-stormvejret som vi klarede det første stormvejr? Det tror og håber jeg.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Far mor og børn. Bogmærk permalinket.

2 svar til For 14 år siden

  1. Lene siger:

    tillykke med datteren, og I skal nok klare det sammen, teenagedatter og forældre 🙂

  2. Pollyanna siger:

    Tak tak, denne gang har vi jo også lidt øvelse, men det er nu som om det hele er nyt for hvert barn, synes jeg…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s