Øvelse gør mester?

Måske… Hver eneste morgen siden september er mine børn, det første jeg tænker på, når jeg slår øjnene op. Noget af det første jeg gør er at kigge efter et livstegn på Facebook. Vi har fået besked på at holde lav profil (på FB) så det gør vi, men det er rart at læse en lille status opdatering og dermed vide, at Lille A har det godt. Med ro i sindet kan jeg så tage på arbejde. Hold op hvor tager jeg hatten af for mine forældre, der sendte en 19 årig til verdens brandpunkter og måtte vente i ugevis på at høre nyt! Og jeg var IKKE god til at skrive breve hjem…

Lige nu har jeg ikke kun én men to børn at bekymre mig om. Og i modsætning til Lille A. er Storesøs og kæresten helt på egen hånd og sætter en ære i, at nu er de ude på egen hånd og ikke forpligtet til at give os besked hele tiden om hvor de er og hvordan de har det. Det er helt, som det skal være, det ved jeg jo godt, men det er altså svært at sidde i den anden ende, når der ikke lige har været et livstegn på facebook. Jeg øver mig og imens rydder jeg op i bryggerset!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s