Sidste weekend fyldte vores yngste 19 år! Om et år kan jeg altså ikke engang sige, at jeg har teenagebørn længere. Jeg synes, det er en mærkelig tanke. Jeg synes jo kun det er et øjeblik siden, jeg gik med hende på armen, fordi hun skreg utrøsteligt, at det var den anden dag jeg måtte i haven med en stige, fordi hun og veninden var kravlet så højt op i et træ, at de ikke kunne se sig ud af at komme ned igen. Jeg synes, det var for lidt siden hun lærte at cykle uden støttehjul, men nu laver hun allerede buler i min bil!
Kære tid, gider du tage den lidt mere med ro, please, jeg synes ikke jeg kan følge med!
Advertisements
Jeg kender godt det med, at tiden løber så pokkers hurtigt. Jeg har ikke selv børn, men følger vennernes børn: Pludselig skal de i skole, pludselig skal de konfirmeres, pludselig skal de ud og lede efter en god efterskole, pludselig bliver de studenter, og pludselig skal de starte på UNI, og lige så pludseligt bliver de bachelorer. Jeg føler ikke selv, at årene går så hurtigt, men jeg kan jo se det på de unge at det gør den.
Det mærkelige er jo, at vi ikke forandrer os Hanne – det er kun de andre man kan se det på 😉 Jeg var til studenterjubilæum sidste forår og alle de andre lignede satte 50årige – hvordan kan det nu gå til? Tillykke med praktikken for øvrigt, dejligt for dig!
Tiden FLYVER, gør den. Bare vent … i morgen har du børnebørn 🙂
Gosh! 🙂 Det må godt lige vente et par år endnu – men mest for mine børns skyld, de skal have lov til at være unge uden forpligtigelser lidt endnu
Tid er en underlig størrelse. ½ time kan både være meget lang og alt for kort.
Ser man fremad, kan det synes som langt ud i fremtiden. Kigger man tilbage, tænker man hvor er alle de år blevet af.
Ja, det er noget mærkeligt noget, Pigen fra landet 🙂
Forsinket tillykke med datteren, forsinket svar til dit indlæg fordi den først viser i min reader nu. Hvordan kan andre ældes så hurtigt, når nu man selv holder sig godt 😉
Det er ikke til at forstå, Lene 😉