For 14 dage siden tog jeg klaphunden med en tur til mit barndomsland. Det er et område udenfor den landsby, hvor jeg voksede op, hvor der ikke ligger gårde, men hvor alle områdets gårde har markparceller. Utallige er de timer jeg har brugt på at lege i det område sammen med min barndoms bedste legekammerat. Nå men klaphunden og jeg var på jagt efter hyldeblomster og vi nød begge den lune sommeraften med masser af fuglekvidder. Som det kan ses på videoen er klaphunden frisk og rørig.
Fredag morgen står vi op til en hund der næsten ikke kan gå, ikke kan spise eller drikke og ikke rigtig registrerer os. Vi er noget chokerede – specielt min mand som ikke rigtig vil acceptere, at det ser sort ud for vores lille hund. Jeg skal have eksamen hele formiddagen og er nødt til at tage på arbejde. Da jeg kommer hjem er der ikke sket nogen bedring og vi må køre den tunge vej til dyrlægen som undersøger hende og gør os klart at der ikke er noget at stille op. Med blødende hjerter må vi lade vores lille hund aflive. Det er hårdt for vores piger som næsten ikke kan huske en barndom uden hund og det er sorgfuldt for min mand, der har andre svære tab i bagagen. Og jeg savner også min lille hund rigtig meget.
The Pollyanna Principle 
Det er med hunde som med mennesker: Jo hurtigere det går, jo mere chokerende er det for omgivelserne, men det er godt for den, der dør uden langvarig sygdom og dermed risiko for alskens pinsler – men det var godt nok meget pludselig sådan fra den ene dag til den næste.
Ja det var det bedste for hunden. Jeg havde indstillet mig på, at der nok ikke ville gå så lang tid, da hunden var over 13 år, men det har været meget svært for min mand, som var meget knyttet til hunden…
Det er hårdt at skulle tage beslutningen og som du skriver, hvis følelser er blevet knyttet sammen med jeres hund, så bliver det ekstra hårdt
Det bliver jo lettere dag for dag, specielt når vi husker, at den har haft et godt, langt hundeliv. Men vi bliver nok nødt til at få en hund igen, tror jeg….