Ingen regning

For mange år siden hittede Peter Belli med en sang, der hed Ingen regning. Den blev vi mindet om ved middagsbordet, hvor en samtale om erhvervsvalg udspandt sig mellem moderen og husets yngste datter. Husets yngste datter har erhvervsmæssige ambitioner, der går i retning af: søge ind på skuespillerskolen(“går det ikke i Danmark, prøver jeg nok i London!!!”) (top)model eller alternativt frisør!

Moderen prøver ihærdigt at illustrere for datteren, at frisørjobbet ikke er den rene glamour, men også lange dage, hvor man står op, kemikalier osv. Datteren som jo nok kan gennemskue, at vi bevæger os rundt i du-skal-ikke-tro-du-slipper-for-at-gå-i-skole-sådan-lige-med-det-samme-og-en-studentereksamen-er-god-at-have-som-udgangspunkt-emnet ser pludselig på mig og siger.

«Ja, du skal ikke tro, du kan få ordnet hår gratis!«

Troede ellers lige 12 års(indtil videre) madpakkesmøring, madlavning, putning, tøjvask, pusten på forslåede knæ og kølige hænder på feberhede pander, hjælpen med lektier, køren og henten til sport, veninder og andre fritidsaktiviteter, for slet ikke at tale om, hvor pokkers ondt det gjorde at føde pigebarnet og alle de timer jeg har vandret med hende skrigende på skulderen kunne berettige til lidt gratis permanent og farvning, men nej….