En dag i ZOO

Sidste torsdag pakkede vi bilen efter arbejde og satte kursen mod sommerhuset på Sjælland. Vi havde ikke rigtig nogen aftaler eller planer – jeg skulle arbejde lidt og så havde jeg faktisk også en aftale i København om fredagen. Førhen har jeg altid fnyst lidt hånligt, når glade sommerhusejere eller fastliggende campister har underholdt med det dejligt afslappende ved at tage i sommerhus/afsted med campingvogn. Fnyst fordi jeg altid har ment, jeg udmærket har kunnet slappe af derhjemme på sofaen og ikke mente jeg behøvede hverken campingvogn eller sommerhus for at kunne trække stikket. Jeg må dog indrømme, at jeg faktisk slapper mere af, når vi er i sommerhus end jeg egentlig ville have troet. Måske er det fordi det trods alt er mere “simple living”, selvom sommerhuset er ret veludstyret og vi i princippet kan gøre det samme som vi kan derhjemme – så er det bare noget andet i sommerhuset.

Nå men, som sagt havde jeg en aftale i København om fredagen, så da klokken var 6.30 stod jeg på Slagelse station og ventede på toget til København. Lidt over 8.00 bankede jeg på døren på Nørrebro og kunne sige hej til datter (og farvel, da hun skulle på arbejde) og hej min egen lille solstråle. Vi have planer om at skulle i ZOO. I efteråret købte jeg årskort til ZOO og vi har allerede været afsted et par gange. Jeg er ret glad for at komme i ZOO – heldigvis har dyrene fået meget bedre forhold og der er masser at se på, opleve og snakke om når man er næsten 2 år gammel. I fredags tilbragte vi mest tid i Tropezoo, hvor vi så på aber og slanger (eller en orm – med den næsten 2åriges ord…)

Da vi havde spist madpakken, blev der puttet i barnevognen og mens Lille K. sov middagslur besluttede jeg mig for at gå hjem – det blev en frisk tur gennem et sneklædt Nørrebro. Vel hjemme igen fik vi leget og spist frugt indtil mor og far kom hjem fra arbejde og ved 17 tiden sagde jeg farvel og tog tilbage til Slagelse. Det var en dejlig dag og jeg glæder mig allerede til vinterferien, hvor jeg igen har planer om en tur til København 😁

Downton Abbey garnjulekalender

Da Downton Abbey gik sin sejrsgang som serie – slugte jeg den råt. Især de første par sæsoner var jeg meget begejstret for. Da jeg så så, at håndfarveren Ladybug Yarn i 2023 lavede en garnjulekalender inspireret af Downton Abbey, var det jo næsten for oplagt at ønske sig den til sin runde fødselsdag. Som sagt så gjort – og ved du hvad – jeg var så heldig at få julekalenderen (og rigtig mange andre fine gaver, skal det siges) af mine søde kollegaer. En garnjulekalender er en ret kostbar anskaffelse og jeg havde nok været for nærig til at købe den selv, men det var så sjovt at prøve en garnjulekalender og faktisk er det jo nærmest 28 gaver i en. Den første gave da jeg fik at vide, at jeg fik kalenderen, den anden gave, da jeg fik den fysisk, gave 3 – 26 i hele december, hver dag, når jeg åbnede en garnpose, gave 27, når jeg strikker i det og endelig gave 28, når jeg står med det færdige resultat.

Hvad har du så tænkt dig at strikke, spørger du måske? Jeg vil strikke et tæppe og har faktiske lagt mig fast på Pop blanket af Tin Can Knits. Indtil videre får garnet dog lov til at ligge, så jeg kan nyde synet af det – for det er bare så flot.

Jeg har jo selv været på garnfarvningskursus for nogle år siden, faktisk sammen med kvinden bag Ladybug Yarn. Jeg har dog aldrig fået gjort mere ved garnfarvningen efterfølgende, faktisk synes jeg ikke, det var helt let at få lavet pæne farver. Ingen tvivl om at det kræver megen øvelse og arbejde at være garnfarver.

Farvel 2023

Så er julen 2023 vel overstået og det nye år vinker forude og dermed venter også et farvel til 2023. Jeg har vist ikke skrevet en opsummering af året, der er gået, på bloggen siden 2019 og der er jo faktisk sket en del i mit liv siden coronaen ramte i 2020. Jeg fik aldrig skrevet et nytårsindlæg for 2020, hvis jeg havde gjort det, ville jeg sikkert have nævnt, at vi fejrede coronajul med min svoger, svigerinde og vores yngste nevø på den side udover os selv og pigerne det år. Det var første gang vi holdt juleaften sammen. min mand og hans bror er skilsmissebørn og deres mor døde, da de var meget unge voksne – min mand var faktisk kun teenager – og derfor har den del af familien selv skullet etablere traditioner og ritualer uden generationen over os. Måske er det derfor det aldrig var blevet til juleaftensfejring sammen før. Under alle omstændigheder var det godt vi fik gjort det, for et halvt år senere fik min svoger konstateret en meget alvorlig kræftsygdom, som han desværre døde af i 2023. I det hele taget har 2023 været præget af sygdom både hos vores nærmeste, men også mere perifære bekendte. Blandt andet derfor vil 2023 være et år, vi kigger tilbage på med blandede følelser.

Nytårsdag

En god ting der skete under corona var dog at vi købte et sommerhus. Vi kiggede først på Vestkysten men blev heldigvis enige om at det var skørt at køre mere vestpå, når vi havde fri, når nu begge vores børn bor på Sjælland. Det har været den helt rigtige beslutning. Sommerhuset er ret stort, så der er plads til os alle og er et godt sted at mødes for eksempel har vi lige holdt mellemjul i sommerhuset med begge pigerne, kærester og barnebarnet. Vi har også tidligere haft samlet den udvidede familie her og ses rigtig meget med vores københavnske omgangskreds. Vi må bare sande at, det er lettere at lokke københavnere til Sjællands vestkyst end til Jyllands ditto….

På vej til Sommerhusland ♥️

Siden 2020 har min mand skiftet job og har nu helt almindelige arbejdstider – ingen aften/nat/weekendarbejde – det nyder vi meget, fordi det blandt andet giver os mulighed for at tage i sommerhus sammen. Mit arbejde er det samme og også det samme sted.

Lunaklaphund i Sydfrankrig

I sommers fyldte jeg jo som bekendt rundt og jeg fejrede min fødselsdag i flere omgange. Først fejrede jeg ved at invitere mand, børn, svigerbørn og børnebørn på ferie i Sydfrankrig. Jeg havde lejet et hus med egen swimmingpool i udkanten af Nice med god plads til os allesammen. Det nød jeg virkelig. Vi skiftedes på bedste vis for at være ansvarlige for madlavning og så slappede vi ellers bare af og var faktisk – ulig os – ikke rigtig ude at se seværdigheder men brugte tiden på at slappe af og være sammen.

Det var nice i Nice…

I efteråret var jeg på studietur i Irland med min klasse som jeg er klasselærer for. Vi startede med at være i Dublin og tog derefter til Irlands vestkyst. Det var en rigtig god studietur og Irland er bestemt et besøg værd igen. Jeg har været i Dublin en gang før og har også været i Nordirland, da lille A studerede et semester i Belfast på Queen’s University, det var vistnok i 2018,

Connemara, Irland

Den store verden har været mere urolig end jeg bryder mig om i 2023. De seneste begivenheder i Mellemøsten har faktisk påvirket mig en del. Jeg vil ikke gå ind i, hvad der er rigtigt og forkert i den konflikt – men forfærdeligt er det, at børn bliver ofre i de voksnes konflikter og manglende vilje til at finde løsninger. Det har dog berørt mig personligt, at den kibbutz jeg arbejdede og boede i i 1983, er en af de kibbutzer der blev umotiveret angrebet i oktober… Så et stort nytårsønske fra mig er at der bliver mere fred i verden! 🕊️

Nytårsaften bliver helt stille i sommerhuset med mand og hund. Vi har bestilt en tre retters menu – vi selv skal varme – efter gæster både juleaften og igen i sommerhuset – trænger jeg til at slippe for at stå ved kødgryderne… Det er helt fint for mig med en stille nytårsaften, når der har været masser af hurlumhej og dejlige stunder i juledagene.

Mellemjul…

GODT NYTÅR

Så blev det juleferie

Omsider kunne jeg lukke døren til arbejdet – eller det vil sige – jeg har stadig arbejde at lave, men det er opgaveretning, forberedelse og planlægning jeg kan lave hjemme i nattøj, hvis det er det jeg vil. Jeg har købt julegaver, handlet julemad, pyntet juletræ osv, så nu synes jeg efterhånden, jeg kan lade roen falde over mig og i ro og mag lave de sidste juleforberedelser.

Jeg mangler dog at få et par hjemmelavede julegaver fra hånden. Manden min ønsker sig et strikket halstørklæde – og sådan et tager bare lang tid at strikke. Jeg strikker The Noble Scarf fra Knit Sisters Studio, som er et halstørklæde strikket i vævestrik – en langsommelig affære.

Lille A ønsker sig Weekend Pandebånd, men mon ikke det kan strikkes ret hurtigt. Storesøs skal have en hjemmesyet toilettaske og så har jeg planer om at sy en julesæk til dem begge. Jeg syede for en del år siden en julesæk, som vi plejer at opbevare julegaverne i inden de kommer under træet juleaften (det gør det også mere besværligt for nysgerrige sjæle at lure på gaverne…. og nu tænker jeg det er tid til de får deres egen sæk.

Tidligere i december blev jeg færdig med Eratiskjole Holiday Kjoleaf Knitting for Sif – den er allerede sendt til København til min nevøs lille datter. Selvom je strikkede størrelse 6 måneder – blev den ret stor – så det bliver måske næste år hun kan passe den…

Endnu tidligere fik jeg strikket en julesweater til Lille K – frit efter Liselotte Wellers julesweater til sit barnebarn (strikket sidste år). Jeg fandt et mønster til en sweater og sjussede mig frem til nissene. Jeg synes selv den blev ret vellykket selvom mine fair isle skills sagtens kan forbedres og forfines..

Juleblues

Min julestemning lader vente på sig i år. Jeg plejer at være en rigtig julegris, der pynter op den 1. december og generelt elsker jul. I år vil julestemningen dig ikke rigtigt indfinde sig. I går fik jeg dog pyntet lidt op – men dog ikke i de mængder jeg plejer – faktisk har vi hverken haft kalenderlys eller adventskrans i år. Jeg tror måske, det er første gang, siden jeg flyttede hjemmefra, at jeg ikke har haft et kalenderlys…

Men hvorfor har jeg så juleblues? Der er jo være meget at være taknemmelig for: Børn og barnebarn har det godt og trives. Jeg har stadig min far, der selvom fysikken lader noget tilbage at ønske og er ret afhængig af vores hjælp, stadig er åndsfrisk. Men i år skal jeg holde juleaften uden mine unger. Det har jeg det – i princippet ok med – det er jo et vilkår, at når der kommer svigerbørn til, så har de jo også familie, de gerne vil holde jul med og eftersom pigerne også gerne vil holde jul sammen – bliver vi alene i år. Vi kunne sagtens holde jul med andre dele af familien – men er blevet enige om, at vi i år bliver herhjemme og holder jul med min far.

Min far og min gemal er ikke de store juleelskere – de er nærmest “nåsåere”… Min far har adskillige gange sagt til mig, at nu skal jeg jo endelig ikke gøre for meget ud af det (…..) og at jeg jo feks kunne købe en færdig ris a la mande….

Det kommer nu ikke til at ske og efter jeg lige har fældet en lille tåre over mit manglende julehumør, kan jeg mærke jeg har det bedre. Trods alt kan jeg jo se frem til nogle dejlige mellemjuledage med hele banden i sommerhuset 😍 og min juleblues er jo et I-lands problem, når man tænker på, hvad der er af ufred og ulykker rundt omkring i verden. Det tager vi en anden dag… Så for nu vil jeg bare ønske dig, der læser dette en glædelig 3. søndag i advent.

1963

var et begivenhedsrigt år på mange måder. Beatles udgav deres første LP, Martin Luther King holdt sin berømte “I have a Dream tale” i Washington DC, John F Kennedy holdt sin “Ich bin ein Berliner” tale og blev senere samme år skudt i Dallas, Texas. Men 1963 er også året hvor jeg blev født som mine forældres første barn. Min far har fortalt, at det regnede så meget det efterår at høsten først kom i hus i november og jeg har altid tænkt, det måtte have været stressende at stå med ansvaret for et lille barn og samtidig være presset på indtægten som høsten vel har repræsenteret…

Så med 1963 som fødselsår er 2023 jo så det år hvor jeg kunne fejre 60 års fødselsdag, hvilket jo ser helt surrealistisk ud på skrift…Men 60 blev jeg og jeg havde besluttet, at det ikke skulle foregå i stilhed. Faktisk har jeg fejret mig selv næsten lige så intenst som Dronning Magrethe – jeg mangler bare karetturen og balkonscenen…

Fejringen startede med, at jeg inviterede børn, svigerbørn og barnebarn på en uges ferie i Sydfrankrig. Jeg havde lejet et stort og hyggeligt hus, hvor vi havde egen swimmingpool – noget jeg altid har ønsket at prøve. Det blev en dejlig uge, hvor vi ikke rigtig lavede andet end at hygge os, bade, lege og holde ferie.

Vel hjemme igen havde jeg inviteret mine kvindelige kollegaer til fødselsdagsbrunch, hvilket var så hyggeligt og et par dage efter kom min udvidede familie – som er en lille sluttet flok – og 4 af mine gode veninder med ægtefæller. Endelig holdt jeg også lidt fødselsdagsfejring på Sjælland for de derboende veninder. Jeg har tidligere holdt runde fødselsdage for en større flok samtidigt, men fordelen ved at holde fødselsdag over flere omgange er jo, at man får meget mere mulighed for at tale og hygge sig med alle, så det var en god løsning for mig til denne fødselsdag.

Jeg fik rigtig mange dejlige gaver – og jeg elsker faktisk at få gaver. Jeg kan godt være lidt påholdende (læs: nærig) så det er dejligt at få gaver, som man har ønsket sig og måske aldrig selv ville få købt.

Den bedste gave var helt sikkert gaven fra mine piger. Vi skulle – bare os 3 – en tur til London og i Harry Potter Studios. Det var vi sidste weekend. Lige siden den første Harry Potter bog udkom på dansk, har Harry potter været “vores ting”, så vi skulle selvfølgelig opleve Harry Potter Studios sammen. Det var så hyggeligt at være afsted sammen igen. I 2005 (tror jeg nok, det var) var vi også i London sammen – bare os 3 – så det var så fint at genopleve at være afsted sammen igen.

Harry Potter Studios var en stor oplevelse men også en oplevelse af den mere nørdede slags – så vi var enige om at det nok var godt alle “drengene” var blevet derhjemme..😅

Diagonal Alley

Her har I mig tilbage…

Hold da op – så gik der lige næsten 3 år siden sidst… Jeg har lige siddet og læst lidt tilbage i tidligere indlæg og det er jo faktisk ret sjovt at blive mindet om hvilken hverdag, det var for år tilbage. Så her kommer der lige en lille update på mit liv.

Det største er jo at jeg er blevet mormor til en lille fyr, der snart fylder 2 år. Før jeg selv fik et barnebarn, kunne jeg godt føle en anelse irritation, når andre mormødre og farmødre bedyrede, at det skulle jeg bare glæde mig til at blive. Dels er det jo ikke en given ting, at man bliver mormor/farmor og ja dels er det jo svært at forestille sig, hvordan det vil være. Jeg må dog give dem ret i, at det er helt specielt at få den rolle i livet og jo også noget helt andet end, da jeg selv fik børn (og alligevel er det jo lidt som at opleve sine egne børn som små igen.)

Begge vores børn bor med kærester og barnebarn i København, så vejene mellem Esbjerg og København er blevet slidt ekstra meget de sidste par år. Heldigvis kan vi alle ofte mødes i vores sommerhus på Sjælland – så bliver vejen for alle lidt kortere.

Resten af mit liv ligner sig selv. Arbejdet fylder meget og ellers bruger jeg tid med min mand, hunden, min gamle far og så strikker jeg rigtig meget. Måske kan jeg begynde at vise det lidt frem her igen.

Billedet er fra en tur i ZOO denne gang med Morfar og lille K. Lille K er ikke på sociale medier og det respekterer jeg, så derfor bliver han kun vist bagfra 🙂

Påskeferiestart

SRPerne er afleveret (forhåbentlig), afleveringsopgaverne er rettet og det sidste virtuelle modul inden Påske er afviklet og jeg har omsider velfortjent – synes jeg selv – Påskeferie. Den skal bruges på afslapning og ganske lidt arbejde, men også forberedelse på tiden efter Påske, alt efter on den bliver virtuel eller real life.

Egentlig har isolationen ikke været så slem for mig, synes jeg. Da jeg først fik styr på at afvikle modulerne i real time, var min arbejdsdag egentlig ikke så meget anderledes end normalt, men i denne periode har jeg haft mindre undervisning og arbejdsugen og belastningen har derfor været mindre massiv. Jeg har også fundet ud af, jeg måske slet ikke er så social som jeg gik og troede – jeg har det egentlig udmærket med ikke at se så mange mennesker. Det er faktisk et velkomment afbræk, når man til daglig skal forholde sig til 100+ mennesker hver dag…

Men hvad skal jeg så lave i ferien, når jeg ikke skal arbejde eller besøge mine børn, som det ellers var planen?

Strikke

• Jeg har gang i flere projekter: Jeg strikker Isagers poncho Grantræet til min lille “børneven”. Jeg håber den kan blive færdig inden Påske og måske blive afleveret på en trappesten sammen med et Påskeæg.
• Annette Danielsen satte gang i et Coronastrik på Instagram. Jeg hoppede med bl.a. for at få brugt noget af det garn, jeg farvede til farvekurset sidste år.
• Et par pulsvarmere til min veninde. Hun spørger hver gang jeg har givet strik væk om jeg ikke strikker til hende (det har jeg gjort flere gange 😉 ), så måske er det tid til en lille gave til hende, selvom jeg egentlig har en politik om, at jeg kun strikker på bestilling fra mine børn. Det andet jeg strikker, strikker jeg fordi jeg har lyst.
• Derudover har jeg flere UFOer der måske kan få lidt opmærksomhed: Et Seyfarth sjal, en poncho til mig selv og måske er der også lidt flere UFOer jeg har glemt, der er i hvert fald mange ting jeg kunne tænke mig at strikke (og jeg har også masser af garn…)

Læse

• I øjeblikket lytter jeg til Lone Theils krimi Stilleleg, jeg har måttet spole tilbage flere gange, da mine tanker gik på afveje, men håber jeg nu kan holde fast.
• The Nickel Boys af Colson Whitehead har jeg også på to read listen.
• Jeg har de sidste par år fået stakkevis af bøger til fødselsdag og jul og jeg har ikke fået læst en eneste af det, måske kan der rettes lidt op på det i denne ferie.

Haven

• Forhåbentligt bliver vejret godt, så vi kan få gjort lidt ved haven, den mangler stadig en del efter vi lagde den om for to somre siden.

Bagning

• I dag skal jeg helt klart bage rugbrød, det brød jeg bagte sidste weekend smagte rigtig godt, så den nye røremaskine skal i brug igen. Jeg bruger opskrift og ingredienser fra Bagekurset

 

Så gik den ikke længere

jeg måtte overgive mig til bageriet. For et par måneder siden var jeg på bagekursus med min veninde (min fødselsdagsgave for de to sidste år) Der lærte vi blandt andet at bage rugbrød med surdej og fik også en surdej med hjem. Den opgav jeg dog at holde liv i, det har jeg vist næppe tålmodighed eller overskud til, når arbejdslivet buldrer derudaf, men vi fik også en opskrift på rugbrød med gær. Så jeg startede med at shoppe maltmel rugkernes og diverse og i dag skulle slaget så står. Jeg tager billede af processen for at sende til min veninde, at nu er jeg i gang, men pludselig mens røremaskinen er i fuld gang, begynder den at knalde og udvikle røg og der begynder at komme en dårlig lugt. Jeg hviner og tør faktisk ikke slukke for den af skræk for at få stød (jeg har vist fået for mange stød af elhegn i min barndom, for jeg hader bare at få stød…) nå men min redningsmand, husets maskuline input, får rejst sig fra sofaen og reddet mig. Vi er enige om at røremaskinen ikke står til at redde. Faktisk får jeg regnet ud at den må være fra 1985. Jeg arvede den nemlig fra min Bedstemor, der fik den da hun og min Bedstefar fejrede guldbryllup. Så med 35 år på bagen må det vist være velfortjent, at den bliver sendt på pension.

Men nu var gode råd dyre. Jeg havde jo sat mig for at nu skulle der bages. Derfor trodsede vi Corona og sneg os hurtigt ud for at købe en ny røremaskine….. Derfor er der nu gulerodskage i ovnen til aftenkaffen og om lidt rører jeg dej til morgendagens morgenmad.

I eftermiddag havde jeg inviteret 3 veninder til virtuel kaffeslabberads. Det var hyggeligt. Vi sad på den videokonference, jeg også bruger i arbejdssammenhæng og det virkede også upåklageligt til dette formål.

Dramatisk morgen

Vækkeuret ringede til normal tid – kl. 6.00 – i dag, jeg skulle nemlig arbejde og derfor være bare lidt præsentabel. 7.45 sætter jeg mig på kontoret og gør programmer og dokumenter klar til et sekvenseret modul jeg har planlagt med min 2.g klasse. Pludselig går computeren i sort… det viser sig strømmen er gået i mit kvarter. Heldigvis kom der hurtigt strøm igen og modulet kørte stort set som det var meningen. Jeg bruger et program, hvor jeg dels kan have eleverne i et “fælles rum” og dels sende dem i et andet andet rum, så de feks kan arbejde alene, i par eller i større grupper – smart. Denne klasse nåede også at møde Luna Klapphund.

Resten af dagen skal jeg kun lave hyggelige ting har jeg besluttet. Jeg har haft supertravlt siden jul og de sidste uger inden Påske havde jeg netop glædet mig til skulle foregå i et lavere gear, så det vil jeg holde fast i. Derfor skal jeg strikke og jeg har netop fundet en ny serie på Netflix Unorthodox Den handler om den ultra-ortodoks jødiske pige  Etsy, der forlader det hassidiske jødiske miljø i Williamsburg i New York, hvor hun ellers er vokset op og har levet hele sit liv. Hendes mand, der er uvant med aspekter af det moderne liv som f.eks smartphones og Internet, bliver sendt til Europa for at lede efter hende sammen med en lidt mere verdensvant trosfælle. Deres samtale fik mig til at grine, fordi mandens kommentar mindede om min far, der også tror jeg kan finde alt på Internettet. For eksempel spurgte han mig engang om jeg ikke kunne finde “ham den rødhårede han gik i skole med”…

Not breaking news

Pt er status:

• Ulig resten af Danmark har jeg ikke lavet min egen surdej ej heller har jeg bagt boller, kage eller andre former for bagværk. Til gengæld har vi i husstanden konsumeret mere købekage de sidst 14 dage end vi nogensinde har gjort før, tror jeg.
• Jeg har ikke hjemmetrænet udover gåture. Jeg har dog købt en kondicykel som åbenbart mange andre – sikkert derfor er den ikke leveret endnu.
• Jeg har ikke set meget på Netflix, men jeg har dog set en spændende svensk serie – Kalifat, meget nervepirrende (og ja jeg er opmærksom på ironien i at terror og radikalisering er adspredelse fra virus pandemi…)
• Til gengæld har jeg set en del af mine elever i dag – på zoom. Jeg havde vasket hår og påført make up – det havde de ikke. de fleste af dem sad i coronauniform aka nattøj endda i sengen, så har man prøvet det med.

Coronaland dag 11 eller er det 12?

Da jeg var barn i 1970erne blev der i TV vist en engelsk serie, der hed De overlevende. Den handlede om en pandemi, der udryddede stort set hele jordens befolkning og kun nogle ganske få overlevede – hence the title.. Den serie har spøgt en del i mit bevidsthed den sidste tid…

Onsdag den 11. marts om aftenen blev hele min arbejdsplads hjemsendt. Status er, at vi nu har undervist virtuelt fra hjemmekontoret i 8 dage. Jeg er ikke udelt begejstret. Når man som jeg underviser i et sprogfag, er den mundtlige dimension jo vigtig og den er krævende at implementere virtuelt, specielt når det er meningen, det skal gøres fra den ene dag til den anden. Heldigvis var de tre uger inden Påske tyndt besat med timer for mit vedkommende. Jeg har en del 3g elever og de startede i fredags på deres store tværfaglige opgave, hvilket betyder de ikke går i skole, men skriver opgave derhjemme. Faktisk har de jo dybest set ikke så meget andet at lave, så jeg imødeser spændende, velformulerede opgaver på et højt akademisk niveau i år 😉

På det mere private plan synes jeg egentlig de 11 dage (som det vist er, nå jeg tæller efter) er gået ret hurtigt. Jeg frygtede egentlig, jeg ville være mere udfordret på den manglende sociale omgang end jeg har været, men heldigvis bor jeg jo heller ikke alene. Jeg må dog indrømme at jeg tog en ekstra runde i Bilka lørdag aften, da jeg handlede bare for at få fornemmelsen af at der findes andre mennesker i verden. Men lidt kedeligt er det, da dagene jo ligner hinanden ret meget. Jeg har lavet en rytme, så jeg står op til normal tid, går med hunden, går i bad, spiser morgenmad osv så jeg er klar til at sidde ved computeren fra kl. 8. Hvis jeg ikke har virtuelle moduler, retter jeg opgaver eller forbereder de næste moduler. Min mand går lidt på arbejde, men ellers kommer vi kun ud når vi går tur med hunden, handler ind eller besøger min far. Ja vi besøger min far. Han har ikke hjemmehjælp, så hvis ikke jeg handler for ham skal han selv gøre det. Derudover er vi også hans eneste sociale kontakt, han hører dårligt og er ikke god til at bruge sit høreapparat, hvorfor telefonsamtaler mest er envejskommunikation. Men vi kommer ikke tæt på ham, så vi håber det går!

Alt i alt er situationen træls og konsekvenserne, hvis det går helt amok er jo næsten ikke til at overskue.

Vær velkommen 2020

“Julen kommer førend vi ved…” lyder det i en julesang og sådan var det også for mig med julen 2019. Decemember var som resten af efteråret travl med travl på og pludselig var det december. Julebesøg i København blev dog klaret den første adventsweekend, jeg valgte dog julekomsammen med den udvidede del af familien fra og koncentrerede mig om at besøge vores piger: en overnatning hos den yngste, som er flyttet fra kollegiet og sammen med kæresten og en overnatning hos den ældste og kæreste som er flyttet fra Sydhavnen og til en større lejlighed på ydre Nørrrebro/Østerbro. På den måde fik jeg fordelt forældrebyrden lidt og fik afleveret årets adventsgaver og fik selv købt årets juletræskugle i en specialbutik (nøddeknækkeren på billedet)

Pludselig var det juleferie omend en kort en af slagsen – da skolen starter allerede den 2. januar – det har jeg vist ikke prøvet siden min første juleferie som lærer. Jeg kan huske at Storesøs og jeg havde fejret nytår på Sjælland og at vi tog toget hjem 1. nytårsdag og far skulle arbejde nytårsaften, så derfor var vi to selv taget udenbys. Jeg var højgravid og skulle kun arbejde 3 uger i januar inden jeg gik på barsel.

Det var juleferien for 25 år siden – for 2019 var specielt for os, fordi det i år var 25 år siden vi flyttede til Jylland og dermed også 25 år siden min mand startede på sin arbejdsplads og 25 år siden jeg startede med at arbejde som nyuddannet gymnasielærer. Min mands arbejdsplads lukkede i år, så han nåede lige at få sit jubilæum med. Jeg har ikke fået nogen officiel jubilæumsfejring, fordi jeg har skiftet til en anden ungdomsuddannelse end den jeg startede med at undervise på, så derfor inviterede jeg i sommerferien nogle nuværende og tidligere kollegaer for at fejre mig selv – det var en hyggelig dag.

2019 vil også blive husket for at være året, hvor jeg fik studeret mig til yderligere 30 ects point. Heldigvis gik det godt og jeg synes, jeg fagligt fik et udbytte. Derudover gav det også et boost på selvtillidsskalaen og det kan jeg altid godt bruge, fordi jeg er rigtig god til at slå mig selv i hovedet med mine utilstrækkeligheder.

Jeg er blevet ret god til at lytte til lydbøger efterhånden og gør det ofte når jeg gøre rent herhjemme eller når jeg går tur med hunden. Det bliver dog mest til krimier, måske skal 2020 være året , hvor jeg prøver at få lidt mere lødig litteratur i ørerne. Desværre kan jeg ikke rigtig komme med en anbefaling, da jeg faktisk har svært ved at skille dem fra hinanden.

På strikkefronten går det godt, selvom arbejdet dog generelt tager for meget af ens strikketid…. Jeg tog i foråret på garnfarvningskursus med min søster – det var et todages weekendkursus og vi fik afprøvet forskellige teknikker. Vi har ikke fået prøvet at farve herhjemme, men har helt klart intentioner om at skulle prøve det af. I årets løb har jeg strikket en del babytøj – fordi jeg har givet mig selv den strikkeudfordring, at jeg skal strikke en barselsgave til barslende kollegaer. Derudover har jeg også strikket til pigernes barslende veninder når de (pigerne) beder om det. Jeg har strikket et Pointe sjal til min kollega der fyldte rundt – et virkeligt smukt og udfordrende mønster som jeg har tænkt mig at gentage i et sjal til mig selv. I øjeblikket er jeg ved at lægge sidste hånd på Find your fade sjalet som er et noget langsommeligt og kedeligt strikketøj. Tilmed er jeg ved at løbe tør for garn så jeg har måttet opfinde fiksfakserier for at kunne få det færdigt. Jeg har også tænkt mig, det skal være til en kollega.

Om lidt er nytårsselskabet fuldtalligt (min mand har været på arbejde) Vi fejrer nytåret bare os to og hunden som ikke er glad for nytårsaften. Som vi har gjort de sidste 2 år, har vi købt en nytårsmenu fra en lokal restaurant – hvor maden er tilberedt og bare skal varmes – jeg trænger til at slippe for madlavningen efter en jul med gæster og hurlumhej.

Godt nytår! 

Life is short – smile while you still have teeth! eller Stakkels Line vol. 2

Nå men sagaen om mine tandproblemer fortsætter åbenbart. Som allerede tidligere nævnt fik jeg en rodbehandling efter adskillige dage med næsten ubærlig tandpine. Det hjalp med det samme på tandpinen. Det eneste irriterende var, at jeg skulle huske ikke at tygge i højre side, hvor den rodbehandlede tand var placeret. Torsdag aften kom jeg alligevel til at tygge på et stykke franskbrød i højre side. I franskbrøddet var der en hård kerne – KNÆK sagde tanden…. Gode råd var dyre. Tandlægen havde ferie så jeg måtte vente med at blive behandlet til tirsdag. Desværre var tanden så ødelagt at den ikke kunne reddes….

Så nu er jeg en tand fattigere og om et par måneder med en 21000 kr slankere bankbog… Føj hvor er jeg træt af det 😦

Stakkels Line

Jeg har sendt mange tanker til stakkels Line fra Lønneberg den sidste uge. Lørdag morgen kørte jeg sammen med kollega til AAU for at deltage i næste modul i sidefagssuppleringsforløbet. Det var lidt svært at koncentrere sig, for jeg var begyndt at få ondt i en kindtand i højre side. I januar fik jeg en krone på en revnet kindtand i venstre side, den havde jeg ret meget bøvl med, så det var ret træls pludselig at få ondt igen.

Søndag var det blevet værre. Mandag fik jeg en tid hos tandlægen om torsdagen. Tirsdag formiddag ringede jeg til tandlægen og fik min tid rykket frem til onsdag morgen. Smertestillende midler havde nu ingen effekt. Jeg får recept fra tandlægen på noget stærkere smertestillende. Ingen effekt – jeg tager til lægevagt og får en smertestillende indsprøjtning – ingen effekt. Lægevagt igen, som endelig giver mig noget der er effektivt – 100 mg og jeg går ud som et lys! Onsdag morgen får jeg en akut rodbehandling….

Så stakkels Line og alle de andre i gamle dage, der måtte til smeden for at få trukket tanden ud. Jeg slap med en regning på 4000kr…. (så tandlægen har indtil videre tjent godt på mine tænder i 2019…)

Mini A og Alice i Eventyrland

Da mine unger var små, kunne jeg godt lide at gå i børneteater med dem. Senere begyndte Lille A jo at spille børneteater, men det er jo efterhånden mange år siden. Efter jeg er blevet voksenven har muligheden for børneteater jo budt sig til igen, så i går var Mini A og jeg i det lokale børneteater for at se Alice i Eventyrland. Jeg må indrømme, at jeg nok var lidt mere charmeret da mit eget afkom stod på scenen, selvom disse børn også bestemt gjorde det godt. Men som min mor altid sagde: “Enhver so synes bedst om sine egne grise!” En ting var dog helt sikkert, det var en stor succes for Mini A som efter sigende aldrig havde været i teateret før. Så på hjemturen blev der ret insisterende sagt mange gange, at “man” godt kunne tænke sig at komme i teateret til sommer, når det lokale børneteater spiller Ronja Røverdatter i Nørreskoven.

Guilty pleasures

Sidste år, da jeg sagde farvel til en af mine klasser inden de skulle til studentereksamen, havde jeg lavet en Jeopardy quiz med forskellige kategorier. De fleste af kategorierne var faglige, men en af dem var om deres engelsklærer. Et af spørgsmålene gik på en af mine guilty pleasures, til min store overraskelse gættede de, hvad det var (jeg må være som en åben bog…, for det er ikke just noget, man ville associere med en seriøs gymnasielærer) Imidlertid har jeg fået mig en ny guilty pleasure (eller måske snarere en mere til samlingen)

I perioder er jeg ret glad for at lytte til podcasts. Favoritterne er i øjeblikket “24 spørgsmål til professoren” med Lone Frank på Radio 24/7, men også “Det vi taler om” fredag eftermiddag lytter jeg til hver fredag eftermiddag (dog som regel live – så det er jo egentlig ikke en podcast) For nogle år siden lyttede jeg til Serials første sæson om morddømte Adnan Sayed, som var fænomenal og senere S-town som også var god, dog ikke så god som sæson 1. Senere lyttede jeg til “Matador med mere”, hvor alle mulige og umulige detaljer omkring Matador blev nørdet af Martin og Mathilde, imponerende hvad de vidste og kunne fabulere om vedrørende Matador.

Nå men det nye på min podcast favoritliste og altså min nye guilty pleasure er podcasten Mørkeland, som bliver lavet af Camilla og Kristine, som er true crime fanatikere. Hver uge fortæller de hinanden om en kriminalsag – med deres egen ord:

Vi går hver uge på opdagelse i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind og taler om opklarede drab og uløste gåder fra ind- og udland. Vi er ikke detektiver – blot ualmindeligt betagede af, hvad der får mennesker til at slå ihjel. Vi vender beviserne og de foruroligende detaljer for at forsøge at komme svaret nærmere.

Vi fortæller to mordhistorier i hver episode, som vi ikke på forhånd har afsløret for hinanden.

Nyt afsnit hver mandag.

Jeg gyser med dem og gyser også lidt over min egen fascination af menneskets mørke sider…

Gaven til læreren, der måske har diskuteret lidt for mange serieanbefalinger med sine elever.

The Pollyanna Principle

Når man genopliver sin gamle støvede blog, kan man se i statistikken, at læserne (de få der er) er inde og klikke på det faneblad, der hedder “The Pollyanna Principle”. Bloggens navn stammer fra dengang jeg læste sidefag i psykologi (første gang… 😬) I faget kognitionspsykologi blev jeg introduceret til begrebet ‘The Pollyanna Principle’, et udtryk som er inspireret af en børnebog, hvor hovedpersonen har et meget positivt livssyn og leger en leg hun kalder “the glad game”. I kognitionspsykologien henviser det til det fænomen, at hjernen bearbejder informationer, der er positive, hurtigere og mere præcist end det sker med negative informationer og at vi faktisk husker tidligere begivenheder som mere rosenrøde, end de faktisk var.

Jeg syntes, det var et rigtigt godt navn, både fordi det klinger godt og fordi jeg oprindeligt havde en ide om at denne blog skulle bruges til at fastholde positive og lidt rosenrøde minder og hverdagshistorier. Faktisk er det egentlig ret interessant at se på hvad bloggere har valgt som deres blognavn.

Dagen i dag skal bruges på lidt forberedelse og læsning af litteratur til næste psykologieksamen og endelig en sen aktivitet på jobbet samtidig med, at jeg vil hvile på laurbærrene – i går aftes fik jeg nemlig resultatet af den sidste opgave

Vær effektiv – også når du sover

Det har længe været en joke her i huset, at hvis min mand skal sove før mig, skal han gå i seng en times tid før. Han er nemlig langsom til at falde i søvn, hvorimod jeg lægger hovedet på puden og så sover jeg. Det har jeg faktisk gennem længere tid været lidt bekymret over, fordi jeg var bange for at det var et udtryk for, at jeg sov for kort, det er nemlig sjældent, jeg sover mere end 6 timer… Jeg forbereder mig stort set altid om aftenen og inden jeg bliver færdig med det, er det som regel tæt på midnat og når vækkeuret så ringer klokken 6, ja så får man kun sovet 6 timer. Min bekymring har gået på om, jeg “nåede” det jeg skulle søvnmæssigt (om hjernen nåede at restituere) når jeg ofte “kun” sover 6 timer.

Da jeg var ung underviser med små børn, sov jeg faktisk tit mindre, det er jeg ikke specielt stolt af, men sådan var vilkårene med en mand der ofte arbejdede om aftenen og dermed indkøb, afhentning af børn, madlavning, badning, putning af børn på egen hånd og derefter arbejde.

I forbindelse med min eksamenslæsning læste jeg også et kapitel om søvn og faldt over noget rigtig interesant i den forbindelse. Det viser sig nemlig, at når man sover kort, sover man også mere effektivt. Og det er da det jeg gør, har jeg fundet ud af 🙂

Luna Klaphund er er ikke så effektiv, når hun sover, tror jeg – hun sover i hvert fald ofte dagen væk…

At være voksenven

I 2017 skrev jeg om, at jeg gennem længere tid havde overvejet at blive voksenven. Lige inden sommerferien 2018 tog jeg endelig skridtet og kontaktede den lokale afdeling af Børns Voksenvenner. At blive voksenven er ikke noget man bare melder sig som og så bliver, det er en proces med mange trin, i sagens natur skal organisationen være sikker på, at de medvirker til at skabe et venskab, der er hensigtsmæssigt for både barnet og den voksne. Først var jeg til en samtale på organisationens kontor, dernæst var lederen af den lokale afdeling af børns voksenvenner og en “matcher” på hjemmebesøg hos mig. Når straffeattest og børneattest på alle der bor på adressen var indsendt, gik “matching” processen i gang og når der bliver fundet et match, bliver man kontaktet og man mødes derefter med mor/far hos organisationen. Hvis begge parter efter betænkningstid siger ja til at gå videre, skal man møde barnet i barnets eget hjem. Ved mødet deltager også en medarbejder fra Børns Voksenvenner og igen er proceduren, at begge parter (barn og voksenven) har betænkningstid inden de siger endelig ja til venskabet.

Da jeg havde meldt mig, gik proceduren i gang og det gik faktisk så hurtigt, at jeg blev matchet med en lille pige allerede ved sommerferiens start. Vi nåede at mødes et par gange i sommerferien, men pludselig skulle hun flytte så langt væk, at det ikke var realistisk, at venskabet kunne bestå også i betragtning af, at vi kun var i opbygningsfasen af vores relation.

Så lå det hele lidt stille i efteråret, jeg pressede heller ikke så meget på, da AAU og de manglende ECTS point pludselig var blevet en faktor i mit liv, men lige enden jul blev jeg igen matchet med en lille pige, denne gang en 7 – næsten 8 årig. Og selvom hun ved vores første møde fortalte mig, at hun jo egentlig havde ønsket sig en voksenven, der var noget yngre(!) ville hun alligevel gerne have mig som voksenven. 🙂 Så nu har vi mødtes et par gange – altid hjemme hos mig, for det er konceptet nemlig. Vi går tur og leger med Luna Klaphund, snakker, leger – igår bagte vi også pandekager og læste bøger. Det var hyggeligt!