Life is short – smile while you still have teeth! eller Stakkels Line vol. 2

5a48f9b26e8e39bf7081146f8aaf88a0

Nå men sagaen om mine tandproblemer fortsætter åbenbart. Som allerede tidligere nævnt fik jeg en rodbehandling efter adskillige dage med næsten ubærlig tandpine. Det hjalp med det samme på tandpinen. Det eneste irriterende var, at jeg skulle huske ikke at tygge i højre side, hvor den rodbehandlede tand var placeret. Torsdag aften kom jeg alligevel til at tygge på et stykke franskbrød i højre side. I franskbrøddet var der en hård kerne – KNÆK sagde tanden…. Gode råd var dyre. Tandlægen havde ferie så jeg måtte vente med at blive behandlet til tirsdag. Desværre var tanden så ødelagt at den ikke kunne reddes….

Så nu er jeg en tand fattigere og om et par måneder med en 21000 kr slankere bankbog… Føj hvor er jeg træt af det 😦

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Stakkels Line

Jeg har sendt mange tanker til stakkels Line fra Lønneberg den sidste uge. Lørdag morgen kørte jeg sammen med kollega til AAU for at deltage i næste modul i sidefagssuppleringsforløbet. Det var lidt svært at koncentrere sig, for jeg var begyndt at få ondt i en kindtand i højre side. I januar fik jeg en krone på en revnet kindtand i venstre side, den havde jeg ret meget bøvl med, så det var ret træls pludselig at få ondt igen.

Søndag var det blevet værre. Mandag fik jeg en tid hos tandlægen om torsdagen. Tirsdag formiddag ringede jeg til tandlægen og fik min tid rykket frem til onsdag morgen. Smertestillende midler havde nu ingen effekt. Jeg får recept fra tandlægen på noget stærkere smertestillende. Ingen effekt – jeg tager til lægevagt og får en smertestillende indsprøjtning – ingen effekt. Lægevagt igen, som endelig giver mig noget der er effektivt – 100 mg og jeg går ud som et lys! Onsdag morgen får jeg en akut rodbehandling….

Så stakkels Line og alle de andre i gamle dage, der måtte til smeden for at få trukket tanden ud. Jeg slap med en regning på 4000kr…. (så tandlægen har indtil videre tjent godt på mine tænder i 2019…)

Udgivet i Moi | 4 kommentarer

Mini A og Alice i Eventyrland

Da mine unger var små, kunne jeg godt lide at gå i børneteater med dem. Senere begyndte Lille A jo at spille børneteater, men det er jo efterhånden mange år siden. Efter jeg er blevet voksenven har muligheden for børneteater jo budt sig til igen, så i går var Mini A og jeg i det lokale børneteater for at se Alice i Eventyrland. Jeg må indrømme, at jeg nok var lidt mere charmeret da mit eget afkom stod på scenen, selvom disse børn også bestemt gjorde det godt. Men som min mor altid sagde: “Enhver so synes bedst om sine egne grise!” En ting var dog helt sikkert, det var en stor succes for Mini A som efter sigende aldrig havde været i teateret før. Så på hjemturen blev der ret insisterende sagt mange gange, at “man” godt kunne tænke sig at komme i teateret til sommer, når det lokale børneteater spiller Ronja Røverdatter i Nørreskoven.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Guilty pleasures

Sidste år, da jeg sagde farvel til en af mine klasser inden de skulle til studentereksamen, havde jeg lavet en Jeopardy quiz med forskellige kategorier. De fleste af kategorierne var faglige, men en af dem var om deres engelsklærer. Et af spørgsmålene gik på en af mine guilty pleasures, til min store overraskelse gættede de, hvad det var (jeg må være som en åben bog…, for det er ikke just noget, man ville associere med en seriøs gymnasielærer) Imidlertid har jeg fået mig en ny guilty pleasure (eller måske snarere en mere til samlingen)

I perioder er jeg ret glad for at lytte til podcasts. Favoritterne er i øjeblikket “24 spørgsmål til professoren” med Lone Frank på Radio 24/7, men også “Det vi taler om” fredag eftermiddag lytter jeg til hver fredag eftermiddag (dog som regel live – så det er jo egentlig ikke en podcast) For nogle år siden lyttede jeg til Serials første sæson om morddømte Adnan Sayed, som var fænomenal og senere S-town som også var god, dog ikke så god som sæson 1. Senere lyttede jeg til “Matador med mere”, hvor alle mulige og umulige detaljer omkring Matador blev nørdet af Martin og Mathilde, imponerende hvad de vidste og kunne fabulere om vedrørende Matador.

Nå men det nye på min podcast favoritliste og altså min nye guilty pleasure er podcasten Mørkeland, som bliver lavet af Camilla og Kristine, som er true crime fanatikere. Hver uge fortæller de hinanden om en kriminalsag – med deres egen ord:

Vi går hver uge på opdagelse i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind og taler om opklarede drab og uløste gåder fra ind- og udland. Vi er ikke detektiver – blot ualmindeligt betagede af, hvad der får mennesker til at slå ihjel. Vi vender beviserne og de foruroligende detaljer for at forsøge at komme svaret nærmere.

Vi fortæller to mordhistorier i hver episode, som vi ikke på forhånd har afsløret for hinanden.

Nyt afsnit hver mandag.

Jeg gyser med dem og gyser også lidt over min egen fascination af menneskets mørke sider…

Gaven til læreren, der måske har diskuteret lidt for mange serieanbefalinger med sine elever.

Udgivet i Arbejdsliv, Livet lige nu, Moi | 2 kommentarer

The Pollyanna Principle

Når man genopliver sin gamle støvede blog, kan man se i statistikken, at læserne (de få der er) er inde og klikke på det faneblad, der hedder “The Pollyanna Principle”. Bloggens navn stammer fra dengang jeg læste sidefag i psykologi (første gang… 😬) I faget kognitionspsykologi blev jeg introduceret til begrebet ‘The Pollyanna Principle’, et udtryk som er inspireret af en børnebog, hvor hovedpersonen har et meget positivt livssyn og leger en leg hun kalder “the glad game”. I kognitionspsykologien henviser det til det fænomen, at hjernen bearbejder informationer, der er positive, hurtigere og mere præcist end det sker med negative informationer og at vi faktisk husker tidligere begivenheder som mere rosenrøde, end de faktisk var.

Jeg syntes, det var et rigtigt godt navn, både fordi det klinger godt og fordi jeg oprindeligt havde en ide om at denne blog skulle bruges til at fastholde positive og lidt rosenrøde minder og hverdagshistorier. Faktisk er det egentlig ret interessant at se på hvad bloggere har valgt som deres blognavn.

Dagen i dag skal bruges på lidt forberedelse og læsning af litteratur til næste psykologieksamen og endelig en sen aktivitet på jobbet samtidig med, at jeg vil hvile på laurbærrene – i går aftes fik jeg nemlig resultatet af den sidste opgave
giphy

Udgivet i Moi | 4 kommentarer

Vær effektiv – også når du sover

Det har længe været en joke her i huset, at hvis min mand skal sove før mig, skal han gå i seng en times tid før. Han er nemlig langsom til at falde i søvn, hvorimod jeg lægger hovedet på puden og så sover jeg. Det har jeg faktisk gennem længere tid været lidt bekymret over, fordi jeg var bange for at det var et udtryk for, at jeg sov for kort, det er nemlig sjældent, jeg sover mere end 6 timer… Jeg forbereder mig stort set altid om aftenen og inden jeg bliver færdig med det, er det som regel tæt på midnat og når vækkeuret så ringer klokken 6, ja så får man kun sovet 6 timer. Min bekymring har gået på om, jeg “nåede” det jeg skulle søvnmæssigt (om hjernen nåede at restituere) når jeg ofte “kun” sover 6 timer.

Da jeg var ung underviser med små børn, sov jeg faktisk tit mindre, det er jeg ikke specielt stolt af, men sådan var vilkårene med en mand der ofte arbejdede om aftenen og dermed indkøb, afhentning af børn, madlavning, badning, putning af børn på egen hånd og derefter arbejde.

I forbindelse med min eksamenslæsning læste jeg også et kapitel om søvn og faldt over noget rigtig interesant i den forbindelse. Det viser sig nemlig, at når man sover kort, sover man også mere effektivt. Og det er da det jeg gør, har jeg fundet ud af 🙂


Luna Klaphund er er ikke så effektiv, når hun sover, tror jeg – hun sover i hvert fald ofte dagen væk…

Udgivet i Hunden, Luna Klaphund, Moi, Undren | Skriv en kommentar

At være voksenven

I 2017 skrev jeg om, at jeg gennem længere tid havde overvejet at blive voksenven. Lige inden sommerferien 2018 tog jeg endelig skridtet og kontaktede den lokale afdeling af Børns Voksenvenner. At blive voksenven er ikke noget man bare melder sig som og så bliver, det er en proces med mange trin, i sagens natur skal organisationen være sikker på, at de medvirker til at skabe et venskab, der er hensigtsmæssigt for både barnet og den voksne. Først var jeg til en samtale på organisationens kontor, dernæst var lederen af den lokale afdeling af børns voksenvenner og en “matcher” på hjemmebesøg hos mig. Når straffeattest og børneattest på alle der bor på adressen var indsendt, gik “matching” processen i gang og når der bliver fundet et match, bliver man kontaktet og man mødes derefter med mor/far hos organisationen. Hvis begge parter efter betænkningstid siger ja til at gå videre, skal man møde barnet i barnets eget hjem. Ved mødet deltager også en medarbejder fra Børns Voksenvenner og igen er proceduren, at begge parter (barn og voksenven) har betænkningstid inden de siger endelig ja til venskabet.

Da jeg havde meldt mig, gik proceduren i gang og det gik faktisk så hurtigt, at jeg blev matchet med en lille pige allerede ved sommerferiens start. Vi nåede at mødes et par gange i sommerferien, men pludselig skulle hun flytte så langt væk, at det ikke var realistisk, at venskabet kunne bestå også i betragtning af, at vi kun var i opbygningsfasen af vores relation.

Så lå det hele lidt stille i efteråret, jeg pressede heller ikke så meget på, da AAU og de manglende ECTS point pludselig var blevet en faktor i mit liv, men lige enden jul blev jeg igen matchet med en lille pige, denne gang en 7 – næsten 8 årig. Og selvom hun ved vores første møde fortalte mig, at hun jo egentlig havde ønsket sig en voksenven, der var noget yngre(!) ville hun alligevel gerne have mig som voksenven. 🙂 Så nu har vi mødtes et par gange – altid hjemme hos mig, for det er konceptet nemlig. Vi går tur og leger med Luna Klaphund, snakker, leger – igår bagte vi også pandekager og læste bøger. Det var hyggeligt!

skærmbillede 2019-01-12 kl. 10.53.36

Udgivet i Moi, Venner | 2 kommentarer