Beskyttet: Intro

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Adgangskode:

Påskeferiestart

SRPerne er afleveret (forhåbentlig), afleveringsopgaverne er rettet og det sidste virtuelle modul inden Påske er afviklet og jeg har omsider velfortjent – synes jeg selv – Påskeferie. Den skal bruges på afslapning og ganske lidt arbejde, men også forberedelse på tiden efter Påske, alt efter on den bliver virtuel eller real life.

Egentlig har isolationen ikke været så slem for mig, synes jeg. Da jeg først fik styr på at afvikle modulerne i real time, var min arbejdsdag egentlig ikke så meget anderledes end normalt, men i denne periode har jeg haft mindre undervisning og arbejdsugen og belastningen har derfor været mindre massiv. Jeg har også fundet ud af, jeg måske slet ikke er så social som jeg gik og troede – jeg har det egentlig udmærket med ikke at se så mange mennesker. Det er faktisk et velkomment afbræk, når man til daglig skal forholde sig til 100+ mennesker hver dag…

Men hvad skal jeg så lave i ferien, når jeg ikke skal arbejde eller besøge mine børn, som det ellers var planen?

Strikke

• Jeg har gang i flere projekter: Jeg strikker Isagers poncho Grantræet til min lille “børneven”. Jeg håber den kan blive færdig inden Påske og måske blive afleveret på en trappesten sammen med et Påskeæg.
• Annette Danielsen satte gang i et Coronastrik på Instagram. Jeg hoppede med bl.a. for at få brugt noget af det garn, jeg farvede til farvekurset sidste år.
• Et par pulsvarmere til min veninde. Hun spørger hver gang jeg har givet strik væk om jeg ikke strikker til hende (det har jeg gjort flere gange 😉 ), så måske er det tid til en lille gave til hende, selvom jeg egentlig har en politik om, at jeg kun strikker på bestilling fra mine børn. Det andet jeg strikker, strikker jeg fordi jeg har lyst.
• Derudover har jeg flere UFOer der måske kan få lidt opmærksomhed: Et Seyfarth sjal, en poncho til mig selv og måske er der også lidt flere UFOer jeg har glemt, der er i hvert fald mange ting jeg kunne tænke mig at strikke (og jeg har også masser af garn…)

Læse

• I øjeblikket lytter jeg til Lone Theils krimi Stilleleg, jeg har måttet spole tilbage flere gange, da mine tanker gik på afveje, men håber jeg nu kan holde fast.
• The Nickel Boys af Colson Whitehead har jeg også på to read listen.
• Jeg har de sidste par år fået stakkevis af bøger til fødselsdag og jul og jeg har ikke fået læst en eneste af det, måske kan der rettes lidt op på det i denne ferie.

Haven

• Forhåbentligt bliver vejret godt, så vi kan få gjort lidt ved haven, den mangler stadig en del efter vi lagde den om for to somre siden.

Bagning

• I dag skal jeg helt klart bage rugbrød, det brød jeg bagte sidste weekend smagte rigtig godt, så den nye røremaskine skal i brug igen. Jeg bruger opskrift og ingredienser fra Bagekurset

 

Advertisement

Så gik den ikke længere

jeg måtte overgive mig til bageriet. For et par måneder siden var jeg på bagekursus med min veninde (min fødselsdagsgave for de to sidste år) Der lærte vi blandt andet at bage rugbrød med surdej og fik også en surdej med hjem. Den opgav jeg dog at holde liv i, det har jeg vist næppe tålmodighed eller overskud til, når arbejdslivet buldrer derudaf, men vi fik også en opskrift på rugbrød med gær. Så jeg startede med at shoppe maltmel rugkernes og diverse og i dag skulle slaget så står. Jeg tager billede af processen for at sende til min veninde, at nu er jeg i gang, men pludselig mens røremaskinen er i fuld gang, begynder den at knalde og udvikle røg og der begynder at komme en dårlig lugt. Jeg hviner og tør faktisk ikke slukke for den af skræk for at få stød (jeg har vist fået for mange stød af elhegn i min barndom, for jeg hader bare at få stød…) nå men min redningsmand, husets maskuline input, får rejst sig fra sofaen og reddet mig. Vi er enige om at røremaskinen ikke står til at redde. Faktisk får jeg regnet ud at den må være fra 1985. Jeg arvede den nemlig fra min Bedstemor, der fik den da hun og min Bedstefar fejrede guldbryllup. Så med 35 år på bagen må det vist være velfortjent, at den bliver sendt på pension.

Men nu var gode råd dyre. Jeg havde jo sat mig for at nu skulle der bages. Derfor trodsede vi Corona og sneg os hurtigt ud for at købe en ny røremaskine….. Derfor er der nu gulerodskage i ovnen til aftenkaffen og om lidt rører jeg dej til morgendagens morgenmad.

I eftermiddag havde jeg inviteret 3 veninder til virtuel kaffeslabberads. Det var hyggeligt. Vi sad på den videokonference, jeg også bruger i arbejdssammenhæng og det virkede også upåklageligt til dette formål.

Dramatisk morgen

Vækkeuret ringede til normal tid – kl. 6.00 – i dag, jeg skulle nemlig arbejde og derfor være bare lidt præsentabel. 7.45 sætter jeg mig på kontoret og gør programmer og dokumenter klar til et sekvenseret modul jeg har planlagt med min 2.g klasse. Pludselig går computeren i sort… det viser sig strømmen er gået i mit kvarter. Heldigvis kom der hurtigt strøm igen og modulet kørte stort set som det var meningen. Jeg bruger et program, hvor jeg dels kan have eleverne i et “fælles rum” og dels sende dem i et andet andet rum, så de feks kan arbejde alene, i par eller i større grupper – smart. Denne klasse nåede også at møde Luna Klapphund.

Resten af dagen skal jeg kun lave hyggelige ting har jeg besluttet. Jeg har haft supertravlt siden jul og de sidste uger inden Påske havde jeg netop glædet mig til skulle foregå i et lavere gear, så det vil jeg holde fast i. Derfor skal jeg strikke og jeg har netop fundet en ny serie på Netflix Unorthodox Den handler om den ultra-ortodoks jødiske pige  Etsy, der forlader det hassidiske jødiske miljø i Williamsburg i New York, hvor hun ellers er vokset op og har levet hele sit liv. Hendes mand, der er uvant med aspekter af det moderne liv som f.eks smartphones og Internet, bliver sendt til Europa for at lede efter hende sammen med en lidt mere verdensvant trosfælle. Deres samtale fik mig til at grine, fordi mandens kommentar mindede om min far, der også tror jeg kan finde alt på Internettet. For eksempel spurgte han mig engang om jeg ikke kunne finde “ham den rødhårede han gik i skole med”…

Not breaking news

Pt er status:

• Ulig resten af Danmark har jeg ikke lavet min egen surdej ej heller har jeg bagt boller, kage eller andre former for bagværk. Til gengæld har vi i husstanden konsumeret mere købekage de sidst 14 dage end vi nogensinde har gjort før, tror jeg.
• Jeg har ikke hjemmetrænet udover gåture. Jeg har dog købt en kondicykel som åbenbart mange andre – sikkert derfor er den ikke leveret endnu.
• Jeg har ikke set meget på Netflix, men jeg har dog set en spændende svensk serie – Kalifat, meget nervepirrende (og ja jeg er opmærksom på ironien i at terror og radikalisering er adspredelse fra virus pandemi…)
• Til gengæld har jeg set en del af mine elever i dag – på zoom. Jeg havde vasket hår og påført make up – det havde de ikke. de fleste af dem sad i coronauniform aka nattøj endda i sengen, så har man prøvet det med.

Coronaland dag 11 eller er det 12?

Da jeg var barn i 1970erne blev der i TV vist en engelsk serie, der hed De overlevende. Den handlede om en pandemi, der udryddede stort set hele jordens befolkning og kun nogle ganske få overlevede – hence the title.. Den serie har spøgt en del i mit bevidsthed den sidste tid…

Onsdag den 11. marts om aftenen blev hele min arbejdsplads hjemsendt. Status er, at vi nu har undervist virtuelt fra hjemmekontoret i 8 dage. Jeg er ikke udelt begejstret. Når man som jeg underviser i et sprogfag, er den mundtlige dimension jo vigtig og den er krævende at implementere virtuelt, specielt når det er meningen, det skal gøres fra den ene dag til den anden. Heldigvis var de tre uger inden Påske tyndt besat med timer for mit vedkommende. Jeg har en del 3g elever og de startede i fredags på deres store tværfaglige opgave, hvilket betyder de ikke går i skole, men skriver opgave derhjemme. Faktisk har de jo dybest set ikke så meget andet at lave, så jeg imødeser spændende, velformulerede opgaver på et højt akademisk niveau i år 😉

På det mere private plan synes jeg egentlig de 11 dage (som det vist er, nå jeg tæller efter) er gået ret hurtigt. Jeg frygtede egentlig, jeg ville være mere udfordret på den manglende sociale omgang end jeg har været, men heldigvis bor jeg jo heller ikke alene. Jeg må dog indrømme at jeg tog en ekstra runde i Bilka lørdag aften, da jeg handlede bare for at få fornemmelsen af at der findes andre mennesker i verden. Men lidt kedeligt er det, da dagene jo ligner hinanden ret meget. Jeg har lavet en rytme, så jeg står op til normal tid, går med hunden, går i bad, spiser morgenmad osv så jeg er klar til at sidde ved computeren fra kl. 8. Hvis jeg ikke har virtuelle moduler, retter jeg opgaver eller forbereder de næste moduler. Min mand går lidt på arbejde, men ellers kommer vi kun ud når vi går tur med hunden, handler ind eller besøger min far. Ja vi besøger min far. Han har ikke hjemmehjælp, så hvis ikke jeg handler for ham skal han selv gøre det. Derudover er vi også hans eneste sociale kontakt, han hører dårligt og er ikke god til at bruge sit høreapparat, hvorfor telefonsamtaler mest er envejskommunikation. Men vi kommer ikke tæt på ham, så vi håber det går!

Alt i alt er situationen træls og konsekvenserne, hvis det går helt amok er jo næsten ikke til at overskue.

Vær velkommen 2020

“Julen kommer førend vi ved…” lyder det i en julesang og sådan var det også for mig med julen 2019. Decemember var som resten af efteråret travl med travl på og pludselig var det december. Julebesøg i København blev dog klaret den første adventsweekend, jeg valgte dog julekomsammen med den udvidede del af familien fra og koncentrerede mig om at besøge vores piger: en overnatning hos den yngste, som er flyttet fra kollegiet og sammen med kæresten og en overnatning hos den ældste og kæreste som er flyttet fra Sydhavnen og til en større lejlighed på ydre Nørrrebro/Østerbro. På den måde fik jeg fordelt forældrebyrden lidt og fik afleveret årets adventsgaver og fik selv købt årets juletræskugle i en specialbutik (nøddeknækkeren på billedet)

Pludselig var det juleferie omend en kort en af slagsen – da skolen starter allerede den 2. januar – det har jeg vist ikke prøvet siden min første juleferie som lærer. Jeg kan huske at Storesøs og jeg havde fejret nytår på Sjælland og at vi tog toget hjem 1. nytårsdag og far skulle arbejde nytårsaften, så derfor var vi to selv taget udenbys. Jeg var højgravid og skulle kun arbejde 3 uger i januar inden jeg gik på barsel.

Det var juleferien for 25 år siden – for 2019 var specielt for os, fordi det i år var 25 år siden vi flyttede til Jylland og dermed også 25 år siden min mand startede på sin arbejdsplads og 25 år siden jeg startede med at arbejde som nyuddannet gymnasielærer. Min mands arbejdsplads lukkede i år, så han nåede lige at få sit jubilæum med. Jeg har ikke fået nogen officiel jubilæumsfejring, fordi jeg har skiftet til en anden ungdomsuddannelse end den jeg startede med at undervise på, så derfor inviterede jeg i sommerferien nogle nuværende og tidligere kollegaer for at fejre mig selv – det var en hyggelig dag.

2019 vil også blive husket for at være året, hvor jeg fik studeret mig til yderligere 30 ects point. Heldigvis gik det godt og jeg synes, jeg fagligt fik et udbytte. Derudover gav det også et boost på selvtillidsskalaen og det kan jeg altid godt bruge, fordi jeg er rigtig god til at slå mig selv i hovedet med mine utilstrækkeligheder.

Jeg er blevet ret god til at lytte til lydbøger efterhånden og gør det ofte når jeg gøre rent herhjemme eller når jeg går tur med hunden. Det bliver dog mest til krimier, måske skal 2020 være året , hvor jeg prøver at få lidt mere lødig litteratur i ørerne. Desværre kan jeg ikke rigtig komme med en anbefaling, da jeg faktisk har svært ved at skille dem fra hinanden.

På strikkefronten går det godt, selvom arbejdet dog generelt tager for meget af ens strikketid…. Jeg tog i foråret på garnfarvningskursus med min søster – det var et todages weekendkursus og vi fik afprøvet forskellige teknikker. Vi har ikke fået prøvet at farve herhjemme, men har helt klart intentioner om at skulle prøve det af. I årets løb har jeg strikket en del babytøj – fordi jeg har givet mig selv den strikkeudfordring, at jeg skal strikke en barselsgave til barslende kollegaer. Derudover har jeg også strikket til pigernes barslende veninder når de (pigerne) beder om det. Jeg har strikket et Pointe sjal til min kollega der fyldte rundt – et virkeligt smukt og udfordrende mønster som jeg har tænkt mig at gentage i et sjal til mig selv. I øjeblikket er jeg ved at lægge sidste hånd på Find your fade sjalet som er et noget langsommeligt og kedeligt strikketøj. Tilmed er jeg ved at løbe tør for garn så jeg har måttet opfinde fiksfakserier for at kunne få det færdigt. Jeg har også tænkt mig, det skal være til en kollega.

Om lidt er nytårsselskabet fuldtalligt (min mand har været på arbejde) Vi fejrer nytåret bare os to og hunden som ikke er glad for nytårsaften. Som vi har gjort de sidste 2 år, har vi købt en nytårsmenu fra en lokal restaurant – hvor maden er tilberedt og bare skal varmes – jeg trænger til at slippe for madlavningen efter en jul med gæster og hurlumhej.

Godt nytår! 

Life is short – smile while you still have teeth! eller Stakkels Line vol. 2

Nå men sagaen om mine tandproblemer fortsætter åbenbart. Som allerede tidligere nævnt fik jeg en rodbehandling efter adskillige dage med næsten ubærlig tandpine. Det hjalp med det samme på tandpinen. Det eneste irriterende var, at jeg skulle huske ikke at tygge i højre side, hvor den rodbehandlede tand var placeret. Torsdag aften kom jeg alligevel til at tygge på et stykke franskbrød i højre side. I franskbrøddet var der en hård kerne – KNÆK sagde tanden…. Gode råd var dyre. Tandlægen havde ferie så jeg måtte vente med at blive behandlet til tirsdag. Desværre var tanden så ødelagt at den ikke kunne reddes….

Så nu er jeg en tand fattigere og om et par måneder med en 21000 kr slankere bankbog… Føj hvor er jeg træt af det 😦

Stakkels Line

Jeg har sendt mange tanker til stakkels Line fra Lønneberg den sidste uge. Lørdag morgen kørte jeg sammen med kollega til AAU for at deltage i næste modul i sidefagssuppleringsforløbet. Det var lidt svært at koncentrere sig, for jeg var begyndt at få ondt i en kindtand i højre side. I januar fik jeg en krone på en revnet kindtand i venstre side, den havde jeg ret meget bøvl med, så det var ret træls pludselig at få ondt igen.

Søndag var det blevet værre. Mandag fik jeg en tid hos tandlægen om torsdagen. Tirsdag formiddag ringede jeg til tandlægen og fik min tid rykket frem til onsdag morgen. Smertestillende midler havde nu ingen effekt. Jeg får recept fra tandlægen på noget stærkere smertestillende. Ingen effekt – jeg tager til lægevagt og får en smertestillende indsprøjtning – ingen effekt. Lægevagt igen, som endelig giver mig noget der er effektivt – 100 mg og jeg går ud som et lys! Onsdag morgen får jeg en akut rodbehandling….

Så stakkels Line og alle de andre i gamle dage, der måtte til smeden for at få trukket tanden ud. Jeg slap med en regning på 4000kr…. (så tandlægen har indtil videre tjent godt på mine tænder i 2019…)

Mini A og Alice i Eventyrland

Da mine unger var små, kunne jeg godt lide at gå i børneteater med dem. Senere begyndte Lille A jo at spille børneteater, men det er jo efterhånden mange år siden. Efter jeg er blevet voksenven har muligheden for børneteater jo budt sig til igen, så i går var Mini A og jeg i det lokale børneteater for at se Alice i Eventyrland. Jeg må indrømme, at jeg nok var lidt mere charmeret da mit eget afkom stod på scenen, selvom disse børn også bestemt gjorde det godt. Men som min mor altid sagde: “Enhver so synes bedst om sine egne grise!” En ting var dog helt sikkert, det var en stor succes for Mini A som efter sigende aldrig havde været i teateret før. Så på hjemturen blev der ret insisterende sagt mange gange, at “man” godt kunne tænke sig at komme i teateret til sommer, når det lokale børneteater spiller Ronja Røverdatter i Nørreskoven.

Guilty pleasures

Sidste år, da jeg sagde farvel til en af mine klasser inden de skulle til studentereksamen, havde jeg lavet en Jeopardy quiz med forskellige kategorier. De fleste af kategorierne var faglige, men en af dem var om deres engelsklærer. Et af spørgsmålene gik på en af mine guilty pleasures, til min store overraskelse gættede de, hvad det var (jeg må være som en åben bog…, for det er ikke just noget, man ville associere med en seriøs gymnasielærer) Imidlertid har jeg fået mig en ny guilty pleasure (eller måske snarere en mere til samlingen)

I perioder er jeg ret glad for at lytte til podcasts. Favoritterne er i øjeblikket “24 spørgsmål til professoren” med Lone Frank på Radio 24/7, men også “Det vi taler om” fredag eftermiddag lytter jeg til hver fredag eftermiddag (dog som regel live – så det er jo egentlig ikke en podcast) For nogle år siden lyttede jeg til Serials første sæson om morddømte Adnan Sayed, som var fænomenal og senere S-town som også var god, dog ikke så god som sæson 1. Senere lyttede jeg til “Matador med mere”, hvor alle mulige og umulige detaljer omkring Matador blev nørdet af Martin og Mathilde, imponerende hvad de vidste og kunne fabulere om vedrørende Matador.

Nå men det nye på min podcast favoritliste og altså min nye guilty pleasure er podcasten Mørkeland, som bliver lavet af Camilla og Kristine, som er true crime fanatikere. Hver uge fortæller de hinanden om en kriminalsag – med deres egen ord:

Vi går hver uge på opdagelse i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind og taler om opklarede drab og uløste gåder fra ind- og udland. Vi er ikke detektiver – blot ualmindeligt betagede af, hvad der får mennesker til at slå ihjel. Vi vender beviserne og de foruroligende detaljer for at forsøge at komme svaret nærmere.

Vi fortæller to mordhistorier i hver episode, som vi ikke på forhånd har afsløret for hinanden.

Nyt afsnit hver mandag.

Jeg gyser med dem og gyser også lidt over min egen fascination af menneskets mørke sider…

Gaven til læreren, der måske har diskuteret lidt for mange serieanbefalinger med sine elever.

The Pollyanna Principle

Når man genopliver sin gamle støvede blog, kan man se i statistikken, at læserne (de få der er) er inde og klikke på det faneblad, der hedder “The Pollyanna Principle”. Bloggens navn stammer fra dengang jeg læste sidefag i psykologi (første gang… 😬) I faget kognitionspsykologi blev jeg introduceret til begrebet ‘The Pollyanna Principle’, et udtryk som er inspireret af en børnebog, hvor hovedpersonen har et meget positivt livssyn og leger en leg hun kalder “the glad game”. I kognitionspsykologien henviser det til det fænomen, at hjernen bearbejder informationer, der er positive, hurtigere og mere præcist end det sker med negative informationer og at vi faktisk husker tidligere begivenheder som mere rosenrøde, end de faktisk var.

Jeg syntes, det var et rigtigt godt navn, både fordi det klinger godt og fordi jeg oprindeligt havde en ide om at denne blog skulle bruges til at fastholde positive og lidt rosenrøde minder og hverdagshistorier. Faktisk er det egentlig ret interessant at se på hvad bloggere har valgt som deres blognavn.

Dagen i dag skal bruges på lidt forberedelse og læsning af litteratur til næste psykologieksamen og endelig en sen aktivitet på jobbet samtidig med, at jeg vil hvile på laurbærrene – i går aftes fik jeg nemlig resultatet af den sidste opgave

Vær effektiv – også når du sover

Det har længe været en joke her i huset, at hvis min mand skal sove før mig, skal han gå i seng en times tid før. Han er nemlig langsom til at falde i søvn, hvorimod jeg lægger hovedet på puden og så sover jeg. Det har jeg faktisk gennem længere tid været lidt bekymret over, fordi jeg var bange for at det var et udtryk for, at jeg sov for kort, det er nemlig sjældent, jeg sover mere end 6 timer… Jeg forbereder mig stort set altid om aftenen og inden jeg bliver færdig med det, er det som regel tæt på midnat og når vækkeuret så ringer klokken 6, ja så får man kun sovet 6 timer. Min bekymring har gået på om, jeg “nåede” det jeg skulle søvnmæssigt (om hjernen nåede at restituere) når jeg ofte “kun” sover 6 timer.

Da jeg var ung underviser med små børn, sov jeg faktisk tit mindre, det er jeg ikke specielt stolt af, men sådan var vilkårene med en mand der ofte arbejdede om aftenen og dermed indkøb, afhentning af børn, madlavning, badning, putning af børn på egen hånd og derefter arbejde.

I forbindelse med min eksamenslæsning læste jeg også et kapitel om søvn og faldt over noget rigtig interesant i den forbindelse. Det viser sig nemlig, at når man sover kort, sover man også mere effektivt. Og det er da det jeg gør, har jeg fundet ud af 🙂

Luna Klaphund er er ikke så effektiv, når hun sover, tror jeg – hun sover i hvert fald ofte dagen væk…

At være voksenven

I 2017 skrev jeg om, at jeg gennem længere tid havde overvejet at blive voksenven. Lige inden sommerferien 2018 tog jeg endelig skridtet og kontaktede den lokale afdeling af Børns Voksenvenner. At blive voksenven er ikke noget man bare melder sig som og så bliver, det er en proces med mange trin, i sagens natur skal organisationen være sikker på, at de medvirker til at skabe et venskab, der er hensigtsmæssigt for både barnet og den voksne. Først var jeg til en samtale på organisationens kontor, dernæst var lederen af den lokale afdeling af børns voksenvenner og en “matcher” på hjemmebesøg hos mig. Når straffeattest og børneattest på alle der bor på adressen var indsendt, gik “matching” processen i gang og når der bliver fundet et match, bliver man kontaktet og man mødes derefter med mor/far hos organisationen. Hvis begge parter efter betænkningstid siger ja til at gå videre, skal man møde barnet i barnets eget hjem. Ved mødet deltager også en medarbejder fra Børns Voksenvenner og igen er proceduren, at begge parter (barn og voksenven) har betænkningstid inden de siger endelig ja til venskabet.

Da jeg havde meldt mig, gik proceduren i gang og det gik faktisk så hurtigt, at jeg blev matchet med en lille pige allerede ved sommerferiens start. Vi nåede at mødes et par gange i sommerferien, men pludselig skulle hun flytte så langt væk, at det ikke var realistisk, at venskabet kunne bestå også i betragtning af, at vi kun var i opbygningsfasen af vores relation.

Så lå det hele lidt stille i efteråret, jeg pressede heller ikke så meget på, da AAU og de manglende ECTS point pludselig var blevet en faktor i mit liv, men lige enden jul blev jeg igen matchet med en lille pige, denne gang en 7 – næsten 8 årig. Og selvom hun ved vores første møde fortalte mig, at hun jo egentlig havde ønsket sig en voksenven, der var noget yngre(!) ville hun alligevel gerne have mig som voksenven. 🙂 Så nu har vi mødtes et par gange – altid hjemme hos mig, for det er konceptet nemlig. Vi går tur og leger med Luna Klaphund, snakker, leger – igår bagte vi også pandekager og læste bøger. Det var hyggeligt!

72 timer senere…

72 timer var hvad jeg havde til at skrive om neuroplasticitet, emotioner og det darwinistiske paradigme… Det var udfordrende, men jeg nåede i mål og afleverede faktisk 12 timer før jeg skulle. (Det var også nødvendigt, da der jo også var en arbejdsdag idag, der skulle forberedes i går.) De sidste par timer inden jeg afleverede, sad jeg og omformulerede for at få teksten under de 16800 anslag! Nu er det så bare at væbne sig med tålmodighed, mens jeg krydser alt hvad der krydses kan.

På skærmen

Kl 20.00 søndag aften sad Familien Pollyanna (Herren og Fruen) parat i sofaneseren for om muligt at spotte Lille A på skærmen. Ganske rigtigt sad hun bag ved Esben Smed til forelæsning. For at gøre det hele endnu sjovere foregik den første forbryderjagt i Storesøs baggård lige ved Bavnehøj friluftsbad – så det blev en begivenhedsrig søndag aften foran fjerneren for os.

Bedrag

Efterhånden er det sjældent, jeg ser flow TV. Ofte bliver det faktisk sådan, at hvis vi begge er hjemme og vil se TV, ser vi noget forskelligt. Selvom vi har forskellige streamingtjenester, synes jeg faktisk heller ikke, vi rigtig får brugt dem. Udvalget er ofte ringe, synes jeg. Indimellem falder jeg dog i en serie ofte en krimiserie. “The Bodyguard” og “Marcella” (2 sæsoner) på Netflix var jeg ret vild med og også den franske “Le Mante”og så har jeg lige set den svenske “Det som skjules i sneen” på ViaPlay – den var ret langsom og mindede i sit persongalleri lidt om Afdeling Q, men den var ok spændende.

I aften er hele familien dog parat foran TV alteret, når “Bedrag” sæson 3 ruller over skærmen. Lille A havde nemlig meldt sig som statist og var med til en optagelse sidste år. Så hold øje med om man kan se en flittig studerende, der vistnok sidder bagved Nicky til en forelæsning på CBS.

Velkommen 2019

Danmark fik en brat opvågning i 2019. Den første arbejdsdag i det spritnye år skete der en forfærdelig togulykke på Storebæltsbroen. Ulykken har berørt mig meget – sikkert også fordi vi ofte krydser Storebælt i min familie både i bil og i tog. Dagen før var Storesøs og Svigerdrengen faktisk kørt over Storebælt i bil, inden den voldsomme blæst lukkede for biltrafikken… Jeg kan ikke lade være med at tænke på familie og pårørende til de 8 personer som nu aldrig kommer hjem igen. Det var en trist start på året.

Luna Klaphund “hjælper” med eksamenslæsning

På det personlige plan har jeg travlt med at læse til eksamen og starter året med at skrive opgave. Det havde jeg ellers forsvoret skulle ske igen, men nogle gange kan der jo ske overraskelser. Det er der sket for mig, da jeg er en af dem der er berørt af fadæsen på AAU (og skulle det senere vise sig også på AU) Det er en lang og kompliceret affære og i princippet havde jeg nok godt kunnet komme uden om at tage de ekstra ECTS point, men jeg har valgt at se sådan på det, at jeg får noget kvalificeret videreuddannelse. Den første ordinære eksamen for mig (igen lang historie om at jeg skal tage nogle andre fag end de andre berørte, fordi jeg allerede har eksamen i et af de  fag, de skal tage ekstra…) er i biologisk psykologi, hvor jeg er noget udenfor min ‘comfort zone’, så jeg er faktisk noget nervøs for resultatet og hjernen arbejder allerede i hvad plan B kan være…

Keramik

Da jeg den anden dag sad og genlæste indlæg og kommentarer her på bloggen i et forsøg på at finde motivationen til at begynde at skrive igen, faldt jeg over en kommentar fra Lene, hvori hun spørger, om jeg vil skrive om det keramikkursus, jeg meldte mig til på aftenskole for et år siden. Det fik jeg aldrig gjort – så nu må det være. Lad mig slå fast med det samme: Jeg siger ikke mit gode job med pensionsopsparing op for at hellige mig livet som kunsthåndværker…. Det var jo dog heller ikke meningen, men jeg blev endnu engang bekræftet i, at jeg har et lidt mærkeligt forhold til kreativitet. Jeg ville enormt gerne være kreativ og kunne flette kurve, lave keramik, sy store kjoler og hvad har vi – jeg vil bare helst kunne det med det samme…. Sådan er verden jo altså bare ikke skruet sammen, med det meste skal man jo øve sig rigtig længe inden man bliver dygtig og så er det min tålmodighed slipper op. Heldigvis kan jeg så strikke, for jeg synes nemlig, det er sådan med strik, at det faktisk godt kan komme til at se pænt ud, selvom man måske ikke har øvet sig så længe (eller også er det en illusion, fordi jeg jo netop har kunnet strikke, siden jeg var barn og derfor har øvet mig i mange år – selvom jeg også har haft meget lange pauser, hvor jeg overhovedet ikke har strikket)

Men altså – keramiker bliver jeg aldrig – det er bare for svært. Heldigvis har min søster åbenbart været mere vedholdenhed end mig, så i julegave fik jeg en strikkeskål, hun havde lavet på sit keramikhold, så behøver jeg heldigvis ikke lave en selv.

Jeg var i starten noget frustreret over “undervisningen”, fordi der faktisk ikke var nogen undervisning! Måske er det en erhvervsskade, at man altid har en mening om, hvordan andre undervisere skulle gribe opgaven an og jeg er godt klar over, at man måske i princippet ikke kan undervise som sådan i en kreativ proces, men jeg havde helt ærligt forventet en eller anden form for instruktion eller stilladsering, så man kunne prøve forskellige teknikker af. Men nej, det var learning-by-doing… Jeg fandt det i hvert fald rigtig svært bare at sidde med en klump ler foran mig og forsøge at finde ud af hvad det skulle blive til…

Brrrrrrrr

Da jeg satte mig på min arbejdsplads efter frokost, tænkte jeg ved mig selv om snevarslerne mon ville blive til virkelighed på mine kanter – indtil da havde det bare været koldt og vådt. Da jeg et stykke tid efter løfter blikket fra computeren, ser udsigten ud som på billedet ovenover. Det var dog stort set smeltet inden jeg nåede hjem, så Den Finske Klaphund måtte nøjes med en regnvejrstur i stedet for en snetur.